Formandsberetning 2019

Generalforsamling torsdag d. 25. 4. 2019 på Fjandbohus

 

Beretning

Vi kan se tilbage på endnu et rigtigt godt år for Fjends Egnshistoriske Forening. Også i dette år har vi fået stor opbakning ikke bare i Fjends, men også langt fra vores lokalområde får vi henvendelser og forespørgsler omkring vores aktiviteter, i særdeleshed er der vist stor interesse for vores skriftlige materialer, som folk ser på vores nye hjemmeside.

Vi er 332 medlemmer, og vi har fortsat en god og stabil økonomi.

 

Hjemmeside

Sidste år kunne vi fortælle, at vi netop var gået i gang med at oprette vores egen hjemmeside, det var specielt for at få Æ Fjandboarkiv på nettet, vi er kommet langt, men vil fortsat løbende udbygge siden. Vi vil opfordre jer til at besøge hjemmesiden for derved at følge med i hvad der sker.

 

Siden findes på:www.fjendshistorier.dk eller blot Google: fjendshistorier.

 

Arrangementer

16.6. Heldagstur til Skjern Enge også denne gang var bussen fyldt med glade forventningsfulde mennesker. Der var god tid til formiddagskaffen med en lille en til halsen. Guiden steg på bussen, han var inde sit stof, og kunne fange deltagernes opmærksomhed under fortællingen om Skjern Enges historie. Der var en rigtig god stemning under turen. Middagen, med 2 retter, blev indtaget på Bork Kro. Hjemturen foregik langs Vestkysten med eftermiddagskaffe undervejs. Vi fik mange positive tilbagemeldinger.  

 

29.8. flyvestationen, turen måtte desværre aflyses på grund af det der i militærsproget hedder: ”personelle omstændigheder”.

 

8. november: ”Birkesøgruppen”, Peder Harritz fortalte om modstandsbevægelsen under besættelsen, herunder nedkastningerne ved Birkesø, sprængninger af jernbanen Viborg – Skive og om gruppens afsløring og tilfangetagelse den 13. januar 1944.

Mødet var berammet til kirkecentret i Stoholm, tilmeldingerne var så store, at mødet blev flyttet til selve kirkerummet. Arrangementet var i samarbejde med biblioteket og de andre foreninger vi samarbejder med.

 

22. november åbent hus på Æ Fjandboarkiv, godt 100 personer tog mod indbydelsen, og besøgte arkivet, hvor man kunne få en snak med arkiv-folkene og bestyrelsesmedlemmer. I mødelokalet ved siden af arkivet var der kaffe med kage, her var der opstillet et TV, der kørte med rullende billeder fra hele Fjends, desuden lå der masser af billede på bordet i arkivet, og der var billedudstilling på gangen.

 

 

 

 

Skriftlige udgivelser

Vi har som sædvanligt udgivet 2 medlemshæfter i henholdsvis juni og december, med program for det næste halve års arrangementer. Begge hæfter indeholder historier fra forskellige tidsperioder og lidt om hvad der foregår i foreningen.

Efterårsskrift 2018 der udkom i juni, er der blandt andet historie om Frysehuse i Fjends, om Børnene i Hagebro, en fortsættelse af historien om Hagebro Kro og om en Hedebonde i Tastum.

 

 

 

I Forårsskrift 2019 (december 2018) fortæller sønnen fra Hagebro Kro om skoletiden i Vridsted og Viborg, Der er Marens Kærlighedserklæring (skrevet i 1943) til sin afdøde mand og Ingrid fortæller om sin barndom i Sdr. Resen, om at flytte til København som 16årig, og 7 år på fragtskibe som ”sømand” på Verdenshavene.

Vi sælger fortsat lidt af bogen om Ejnar Sigaard og Stoholm bogen, samt lidt af foreningens gamle hæfter. Der er i det forløbne år solgt bøger og hæfter for i alt 1.933,00 kr.

 

Også i år udgiver vi hæfter med lokale historier i juni og i december.

 

Kommende aktiviteter

Lørdag den 15. juni 2019. Heldagstur til Strandingsmuseet St. George i Thorsminde, der blev genåbnet efter en total restaurering i 2017. Rundvisning med guider. Formiddagskaffe undervejs. Middagsmaden indtages på Vilhelmsborg Kro og eftermiddagskaffen med kage nydes på et naturskønt sted i Klosterheden.

Endnu engang er prisen for hele turen kun 350,00 kr.

 

Onsdag den 15. maj i Stoholm kirkecenter fortæller Peter Skovmos Nielsen, der er ambassadør for Julemærkehjemmet, om tyskernes beslaglæggelse af jord og gårde i Gedhus - Grove området i 1940, og forvandlingen af heden til Nordeuropas største flyveplads, om krigens gang og de efterfølgende flygtningelejre.

Arrangementet koster 100 kr. heraf går de 40 kr. ubeskåret til Julemærkefondens arbejde med at hjælpe mobbede og ensomme børn til en frisk start.

 

Onsdag den 28. august Flymuseet i Gedhus. Vi arrangerer ”kør selv” tur til museet i Gedhus der er fordelt i flere forskellige rum i bl.a. en tysk vagtbygning, her findes et væld af effekter lige fra våben til katapult sæder, uniformer og masser af billeder, der er en hangar med fly, biler m.m, desuden er der nu blevet adgang til en tysk bunker, hvor man kan se mandskabs- og opholdsrum.

Der er rundvisning med guide. Det er planen, at der bliver fælleskaffebord i KFUMs soldaterhjem i Kølvrå.

 

 

 

 

Fjends Egnshistoriske Forening

Sponsorer

Æ Fjandboarkiv

Dynamic-it leverandør af webshop
cookie ikon

Vi bruger cookies, ved at du klikker dig videre til næste side, acceptere du hjemmesidens brug af cookies.
Du kan også acceptere cookies ved at klikke her