En rutebilchaufførs dagligdag i 1950-erne

 

 

 

Det var dengang, det var et alsidigt job at være rutebilchauffør, der var mange opgaver, der skulle varetages, såsom fragtmand, rejsebud, bringe ure, ymaskiner eller andet til

reparation i Skive – og selvfølgelig klare betalingen – måske bytte en skjorte eller andet tøj, der et par dage i forvejen var købt og alligevel ikke opfyldte forventningerne. Der skulle også klares bank og sparekasse forretninger, herunder bringe større pengebeløb fra forretninger til pengeinstitutterne i Skive.

 

Jo, dengang i 50-erne var det et betroet job at køre rutebilen, ikke bare af hensyn til passagerernes sikkerhed, i høj grad også med alt hvad det indebar af forskellige opgaver.

 

Hans Gregersen fortæller om, hvordan det var at være ansat ved Sjørup Rutebiler dengang.

 

Først skal vi have historien om rutebilerne i Sjørup som tager sin begyndelse i 1919, hvor et ungt par Jensine og Axel Christensen blev gift d. 8. april og slog sig ned i Sjørup. (smedens hus)  

På den tid var der stort set mangel på alt. Kunne man endelig få nogle varer, var transporten besværlig, der var langt til Skive med hestevogn.

Axel Christensen, der var udlært malersvend, var en mand med visioner, han anskaffede sig en lastbil. Så kunne han transportere varer, derved kom en hel anden og moderne form for transport i gang i det sydlige Fjends.

 

Med de nye tider opstod også ønsker og behov for beboerne i Sjørup og omegn om at komme til købstaden engang imellem.

Denne opgave løste Axel Christensen ved at montere en kabine på lastvognen. På denne måde begyndte han at ”motorisere” transporten af mennesker.

Man kunne nu befordre folk fra Sydfjends til købstaden Skive – endda i nogenlunde tørvejr - i en kabine på lastbilen.

I 1923 kom den første rigtige rutebil til, en ny og ganske komfortabel bus med plads til 10 passagerer, der blev sat ind på ruten Sjørup – Skive.

 

Axel var meget glad for og betaget af flot natur. Da der i 1921 blev en lille forfalden ejendom til salg, beliggende i det naturskønne område i Resenholm sønden for Sjørup skov, købte han den, og parret flyttede ud på ejendommen. Det fortælles, at Jensine var mindre glad for at flytte, huset på heden var meget forfaldent, desuden var landevejens farende svende vant til, at de kunne overnatte på stedet.

 

Axel Christensen startede også sin egen malerforretning, sammen med landbruget må det være blevet for meget, i hvert fald solgte han bilen og dermed transporten af gods og personer til Klaus Jacobsen, der også boede i Sjørup, han fortsatte ruten Sjørup - Skive en del år frem.  

 

På Vroue Mark boede en landmand ved navn Christian Jensen, hans kone hed Marie, Christian Jensen var meget interesseret i moderne mekanik, det fortælles, at når han hørte motorbrummen i det fjerne, måtte arbejdet vige, og han hoppede på cyklen for hurtigt at komme ud til vejen, og på nært hold betragte det flotte køretøj, når det kom larmende forbi.

 

Han var så betaget af den moderne mekanik og den begyndende fragt og rutebildrift, at han solgte landbruget og flyttede til Sjørup, med planer om at købe ruten af Klaus Jacobsen. Sådan gik det ikke. Klaus meddelte klart, at hverken bil eller rute var til salg.

 

Christian Jensen gav ikke op af den grund, han startede da bare sin egen rutebildrift. På det tidspunkt var der ingen krav om nogen form for tilladelse. Der blev således to ruter parallelt med hinanden i nogle år.

Sidst i tyverne var Klaus Jacobsen impliceret i et trafikuheld ved jernbaneoverskæringen i Virklund ved Silkeborg. Han kom noget til skade, og eftervirkningerne var af en sådan karakter, at han valgte at stoppe og overdrog sin rutedel til Christian Jensen.

Christian Jensen hejser flaget.

Bemærk benzintanken i forhaven.

 

I 1928 kom en større rutebil til, her var der plads til hele 12 passagerer.

 

Også rutenettet blev udvidet bl.a. med ruter over både Vroue og Lånum. Om lørdagen og på markedsdage kørtes Sjørup – Vroue – Kjeldbjeg – Lånum – Viborg.

 

Udviklingen fortsatte stille og rolig, forretningen blev suppleret med turistkørsel, Turene gik mange forskellige steder hen i Jylland, Christian Jensen blev efterhånden godt stedkendt rundt omkring; når foreninger og andre bestilte, var han med til at tilrettelægge turene.

Under byggeriet af Lillebæltsbroen var der en sæson hvor alle udflugter på nær en, gik til ”Bæltet” hvor der var mulighed for at iagttage det imponerende brobyggeri.

 

Da krigen kom i 1940 blev der sat en stopper for den positive udvikling. Det var slut med udflugter, benzinrationeringen dæmpede rutetrafikken ganske væsentlig, der kom indskrænkninger i den daglige rutetrafik, det var dog en hjælp, da trægassen kom, den såkaldte ”kakkelovn”, men også her kom der rationering af træ til fyring. Som krigen skred frem, blev det umuligt at skaffe dæk, alt materiel blev nedslidt, det var umuligt at skaffe nyt. Mangelen blev så stor, at enkelte helt måtte indstille driften. I den allersidste del af krigen måtte også Christian Jensen indstille driften.

 

Ingen tvivl om, at Christians interesse for mekanik og rutebildrift var større end interessen for landbruget, der fremgik bl.a. også i en tale som nabokonen Elna holdt ved Marie og Christians guldbryllup i 1962.

Talen var skrevet på vers og naturligvis på jysk, et lille uddrag, som handler om skiftet fra landbrug til ”rutedrift”, kan passende bringes i historien om Sjørup Rutebiler:

 

Kristian Jensns løst te landeri var et så stuer,

Men te aa fo en bil håj han veldig mue,

Derfor han så en dav såe: ”Hør hæe Mari,

hva vil do sej, hvisomsti

vi sol æ goer å fløt til Sjørup bøj,

to do ka da nok fo nøj å søj.

Hvis a så ku fo en rute te Skyv,

sikke dejlig det så ku blyv”.

Marie så: ”Gjør som do vil, bette mand,

hvis do ka fo er handel i stand”.

 

Kristian Jensen started så i 1923 

på en rute Sjørup – Skyv.

I æ føstning var a ves kun tow dav i æ uge, vi ku kom astej,

vi var et vant te aa kom te kjøbstad pr. bil

så ded var da den hiel stue stil.

Ded var no andt end sej i æ skravvogn aa frys,

nej, no kom vi skam standsmæssig te bøjs.

Vi var stolt på Kristians vegne,

for ded var jen a de føst ruter på di her egne.

 

Attethånd som æ tid den gik,

mir rejselyst folk di fik.

Tow dav i æ uge mæ bil te Skyv, ku di æt nær dem mej,

nej, det var rår aa kom hver dav a stej.

Så fik Kristian Jensen æ kyrplan lå,

så vi ku kom til kjøbstad hver jenneste dav.

Vi ku også blyv hjemme aa så send bøj med ham til Skyv,

pålidlig vor ærind besørged vil blyv.

Med æ biler kan der stuer udvikling ske,

ded var gue solid vogn, han hå,

deri hans interesse lå.

I orden og velholdt di var te hver en tid,

ded såt han altid en ære i,

så var de parat, hvis di skul ud

på en rigtig long tue.

 

Da krigen sluttede i maj 1945, gik det igen mod lysere tider, men kun langsomt kom der gang i hjulene igen, der var fortsat mangel på mange ting, der var heller ikke økonomi til at udskifte det nedslidte materiel sådan lige på en gang.

                                                          

 

                                Rationeringskort                                             

 

Endelig var der jo rationeringen af brændstof, som varede ved til slutningen af 1947, dette satte en naturlig bremse på udviklingen af trafikken.

 

For Christian Jensen havde årene med trægas og vanskelighederne generelt sat sit præg og tæret på helbredet, og da sygdommen satte alvorligt ind, valgte han i 1948 at afhænde forretningen til sønnerne Jens og Marius.

 

Den nye generation kunne nu fortsætte forretningen med nye kræfter og energi. Brødrene skabte den udvikling og fremgang, der var nødvendig for at følge med.

Det fortsatte således frem til 1954, hvor Marius trak sig ud af forretningen og Jens Jensen fortsatte som eneejer.

 

 

”Bilparken” som den så ud i 1950. Det menes at ”Sjørup – bilen” var den eneste i Salling og Fjends, der kunne ”mønstre” 4 busser på den tid.                     

 

Efter at have kørt lastbil hos Thomas Thomsen, Kjeldbjerg i nogle år, blev Hans Gregersen ansat som chauffør hos Sjørup rutebiler den 1. april 1956. Hans skulle afløse William Olsen, der var i færd med at bygge et nyt landbrug i Sejbæk. Helene og Hans skulle overtage Williams lejlighed på Skivevej i Sjørup, men stuehuset i Sejbæk kunne først være færdig hen på efteråret, dette lille problem blev klaret ved, at Helene og Hans fik et par værelse på loftet hos Christian Jensen. Man stillede ikke så store krav på det tidspunkt.

 

Selv om der var faste rutiner, var dagene aldrig ens, arbejdstiden kendte man heller ikke, det var afhængig af, hvor meget kørsel der var udover de faste ruter.

 

På hverdage var første afgang, som gik over Vroue og Kjeldbjeg, til Skive kl. 7.15. Der var mange passagerer, både folk der skulle på arbejde, uddannelsessøgende osv. f.eks. seminariet.

 

Chaufførens opgaver om formiddagen var rengøring af bil ud- og indvendig. En tur rundt i byen og forrette ærinder for andre, det kunne f.eks. være et gebis, der skulle til reparation hos tandteknikeren, knive, sakse, eller knive til kødhakkeren der skulle til instrumentsliberen. Der var mange ure, der skulle til urmageren, enkelte var så dårlige, at de ikke kunne repareres: ”Så fik jeg et lille udvalg af nye ure med, for at se om der var et, der kunne bruges, jeg har da solgt 2 nye ure til en familie på denne måde” siger Hans og fortsætter: ”Vi betalte naturligvis også reparatøren og fik pengene på hjemturen, når vi afleverede tingene til ejermanden”.

 

Endelig skulle der læsses pakker og andre varer, som var bragt til rutebilstationen af bybude i løbet af formiddagen, så alt var klar til retur afgang kl. 11.30 med ankomst til Sjørup 12.10. Her var så en lille halv time til middagsmaden inden afgangen kl.12.45, hvor turen gik over Daugbjerg/Lånum ad Skolevej til Iglsø/Tastum, dog om tirsdagen over Korsvang og Rørgårdsdal. Turen her var tilpasset besøgstiden på sygehuset, de fleste dage var der passagerer, som skulle på sygebesøg, så kørte bussen lige forbi sygehuset som en ekstra service.

 

Igen om eftermiddagen en ny tur rundt i byen og forrette ærinder. En af de lidt sjovere opgaver, siger Hans, var en dag hvor en kone stoppede mig og siger: ”Jeg har ikke tid til at komme til Skive i dag, og min dreng har fødselsdag i morgen, kan du ikke lige købe en fødselsdagsgave til ham” jo det kan jeg da nok, men hvad skal det være? jamen det skulle være er skjorte - en pæn skjorte! ”Efter bedste evne og overbevisning og i samråd med ekspeditricen købte jeg en skjorte”. På hjemturen kom konen for at hente og betale skjorten. Næste gang konen var med til Skive fortalte hun, at det var den flotteste skjorte hun havde set og: ”Drengen er rigtig glad for den og den klæder han bare så godt” - ”Man har da lov til at være heldig”.

 

En anden af de lidt specielle opgaver var, at få folks kørekort fornyet. Det tog normalt kun få minutter, en dag hvor mit sidste stop på byrundturen var politistationen, (der var ikke lang tid til afgang) ville den ældre betjent, som jeg kendte, nok drille lidt. Jeg afleverede kørekort, billede og papirer, han kiggede på mig og sagde: ”Du kan komme og hente det om en halv time”, ”Ja tak”, sagde Hans, ”Så sætter jeg mig på den stol der så længe”. ”Hold dog op mand, du tror vel ikke, jeg vil se på dig i en halv time” hvorefter han satte kørekortet i skrivemaskinen, få minutter efter var han fri for at se på Hans, der nåede tilbage og være klar til afgang rettidigt.

Som regel blev der også tid til at drikke den medbragte kaffe, inden der skulle læsses til hjemturen kl. 17.00. Det kunne være jernstænger til smeden eller udstødningsrør - måske en forskærm til mekanikeren, disse større ting skulle bindes fast på taget. Der var ofte varer fra FDB til brugserne, dengang havde hver landsby jo sin egen brugsforening.

 

 Budvirksomheden var ret omfattende, vasketøj til Dampvaskeriet, Andelsvaskeriet eller Thomsens Vaskeri ”fyldte” en del, der kunne afleveres tøj de første tre dage om ugen, vaskerierne hentede selv tøjet på rutebilstationen. Lørdag blev det igen afleveret renvasket og tørret på rutebilstationen, der kunne ofte være 20 – 25 pakker, det var vist det tøj, der skulle have en lidt finere vask end gruekedlen derhjemme, såsom bluser, skjorter og duge. Chaufføren betalte vaskeriet og skrev en krone på regningen til den enkelte i fragt.

 

En gang om ugen kom der en bil fra andelsslagteriet med halve grise, som var pakket i brune papirsække, og andre store pakker med kød, der skulle med hjem til slagteren; der kunne være meget kød i bagagerummet i en rutebil. Her var det vejret, der bestemte temperaturen under transporten. Der var vist før levnedsmiddelkontrollen var opfundet.

 

I Brårup stod nogle gange en mand med 100kg mel fra Gammelgaard Dampmølle, det skulle med hjem til bageren i Sjørup, det kunne snild ligge på bagagebæreren.

 

I Voldgade lå der et frysehus, hvor flere landboere havde lejet sig ind, det var jo før hjemmefryseren, var hver mands eje. Folk standsede bussen og afleverede en seddel i den rigtige farve med navn og nummer, så måtte chaufføren en tur i frysehuset på byturen, her var åbent 1 time om formiddagen og 2 timer om eftermiddagen; var der kø og bestyreren havde travlt, måtte man selv finde pakkerne. Fragtprisen var 75 øre, men ved 2 pakker løb det op i en hel krone.

Den typiske pris for et ærinde i byen var 75 øre, var det mere omfattende, var prisen 1 kr. 

 

Der var også de sæsonprægede opgaver, mange kurve og papkasser med ribs, solbær, stikkelsbær og andre bær, der skulle sælges til grønthandleren, dueunger og engang imellem en hare til slagteren, om vinteren ræve til buntmageren, Hans erindrer, at et ræveskind af høj kvalitet kunne koste op mod 100 kr. Om efteråret skulle kreaturerne klippes, når de kom på stald, mange landmænd kom med papkasser fyldt op med hår, som skulle til børstefabrikken, som for øvrigt lå tæt ved rutebilstationen.

Vi skulle naturligvis modtage penge for varerne og efterfølgende afregne med ”producenten”. 

 

Rutebilen var også en form for pengetransport, der blev fragtet store beløb; der var den aftale, at pengene skulle være i lukkede kuverter, med beløbet skrevet uden på. Det kunne være fra smedene til jernhandleren, tømrerne til trælasthandleren, Brugserne til FDB, købmændene til deres leverandører, og penge, der skulle i banken, om det var afdrag eller indskud på kontoen, var jo chaufføren uvedkommende.

Veksler var meget almindelige dengang, disse skulle fornyes i hver måned, der blev sendt penge til renter og afdrag, så kunne vekslen fornyes til endnu en måned, den nye veksel skulle så med retur til afsenderen.

En dag jeg bemærkede der var særlig mange penge med, lavede jeg med lidt hovedregning en hurtig sammentælling, der var ca. 180.000 kr. fortæller Hans og fortsatte: ”Jeg har aldrig før eller siden haft så mange penge mellem hænderne”.

 

Om aftenen skulle ”tasken” gøres op. Det foregik i et ganske lille kontor hos Jens Jensen, det skulle skrives i regnskabsbogen, hvad der var solgt billetter for de enkelte steder, hvad der var for fragt og ved at gå ærinder for folk; om torsdagen var det lønningsdag, så skulle man bare tage sin ugeløn og skrive beløbet i bogen, så var det klaret. Her var ingen, der kontrollerede hinanden.   

 

 

 

De 3 busser Hans kørte gennem de 3 år han var ansat. Volvo: 36 personer, 100hk. (det var meget på den tid) årgang 1954. Mercedes: 30 personer, diesel 312, årgang 1953. Bedford; 29 personer, benzin, årgang 1952.

 

Tirsdag og fredag kørtes ”biograftur” her var der afgang fra Skive kl. 23.00. Om sommeren kørte vi ofte med hånd- og fodboldspillere om aftenen.

Jo der var nok og se til, nogle dage var meget lange – men spændende og afvekslende.

 

Fredag formiddag var der ”markedstur” som gik over Daugbjerg/Lånum/Iglsø med ankomst Skive kl. 10.15. Mange landmænd tog turen til grisemarkedet, som på den tid foregik ved lastbilcentralen på Engvej. Måske var det en tradition, måske var det for at træffe andre og få en god snak.

Det var altid en speciel hyggelig tur, der skete mangt og meget, alt hvad der blev sagt, var vist ikke lige seriøst. På hjemturen var humøret ofte lidt højere, om det var fordi, nogle havde gjort en god handel, eller det var på grund af det hyggelige samvær m.m. ved chaufføren ikke noget om.   

 

Et par gange om ugen kørte Sjørup – bilen også Sdr. Resen – Skive.

 

På søn- og helligdage var det helt anderledes, der var sjældent pakker eller andet gods, til gengæld var der rigtig mage passagerer, tit slog siddepladserne ikke til.

Vi kørte fem omgange om søndagen, formiddagsturen blev som regel kørt af Jens, hans fridag var søndag eftermiddag, han kunne så være klar til at køre den ene af ”orlovsbusserne” søndag aften.

Eftermiddag/aften var ofte mit job. Eftermiddagsturen var tilpasset sygehusets besøgstid.

Søndag var der to ”biografture” første omgang til kl. 19.00 og ny runde til kl. 21.00. Herefter var det lige tid til, at chaufførerne, som regel tre eller fire, kunne gå på Cafe i Nørregade og få en kop kaffe med et stort stykke lagkage – og en rigtig god ”chauffør” snak. Hjemturen 21.30 gik over Skive Nord hvor der var passagerer fra begge Salling togene, en afgang der altid havde mange passagerer med.

På sidste runde var der afgang fra Skive kl. 23.30. Arbejdsdagen på en søndag sluttede således omkring kl. halv et. Men som Hans siger: ”Jeg startede jo også først ved halv et tiden om middagen”. Det var vist heldigt, at 11 timers reglen ikke var opfundet, for der var ikke længe til morgenturen.

 

I 1950-erne var der rigtig mange soldater på Flyvestation Karup. Der blev oprettet ”orlovsbusser” til de største byer i Jylland samt Odense og København. Så vidt vides pga. dårlige togforbindelser fra Karup, hvorved den i forvejen korte orlov, ville blive forkortet yderligere.

 

Sjørup Rutebiler havde turen til Århus, det var forskelligt, om der skulle to eller tre busser af sted. Der var nogle, der fik fri allerede lørdag formiddag, de blev hentet i nogle barakker, der lå i nærheden af, hvor Karup Lufthavn ligger i dag, den lille 21 personers Bedford fra 1939 passede til denne tur, den passede også til Christian Jensen, der jo var pensionist, han ville gerne køre en tur en gang imellem, og gerne i den gamle Bedford.

 

Lørdag eftermiddag var der afgang med den næste bus kl. 14.30 fra pladsen tæt ved bunkeren, også kaldet Operahuset på Heden, ved Gedhusvagten. Nogle gange skulle vi til hovedvagten ved Kølvrå, andre gange var der så mange, der skulle med, at der skulle en bus hvert sted. Så gik turen mod Silkeborg, hvor der som regel altid var nogle, som stod af, videre til pladsen ved Domkirken i Århus, hvor der var ankomst ved 16 tiden.

 

Var Christian Jensen ikke at se ved Domkirken, gik turen ned på havnen. Når Christian havde læsset af ved Domkirken, kørte han på havnen, for at spise sin medbragte madpakke. Han var meget betaget af vandet og aktiviteterne på stedet, man må sige, han nød livet på havnen.

 

Når Christian var ”fundet”, gik det til Shell stationen på Åboulevarden, her måtte busserne parkere ganske gratis, mod at tankene blev fyldt op inden hjemturen søndag aften. Var der ikke behov for alle busser derhjemme om søndagen, blev en eller to af dem stående i Århus, og chaufførerne kørte sammen hjem i den ene af dem. Søndag aften ved halv ni – nitiden gik turen til Århus igen. Der var opsamling af soldater efter en forhåbentlig god orlov på Domkirkepladsen, og når uret slog halv tolv startede busserne og kørte til Silkeborg og derefter til flyvestationen i Karup, hvor der var ankomst ca. kl. et.

 

Prisen for en enkelt billet var 7 kr. en retur kostede 10 kr. Selv om det var ret billigt, var det faktisk over en halv ugeløn for en soldat. Det var vist også billigere med toget, da der var ”særpris” for soldater, men det var meget langsommeligt og med ventetid ved skift, busserne var meget hurtigere, derved blev en i forvejen kort weekend lidt længere.

 

Til sammenligning kostede en retur Sjørup – Skive 3,00 kr. fra Kjeldbjerg 2,50 kr. og fra Tastum 2,00 kr. Om priserne forholdsvis var højere dengang end nu, er vanskeligt at vurdere, men det vi ved er, at dengang var der ikke offentligt tilskud til rutebildriften.      

Rutebilejeren måtte selv sørge for, at det kunne løbe rundt.

 

Nu vi er ved priser, skal også nævnes at prisen på 1 liter benzin i juni 1953 var 77 øre fordelt med 36 øre for benzinen + 41 øre i statsafgift.

 

 

 

              

 

 

                                                   

               

 

Her ses køreplan og billetter for Sjørup-Bilen fra sidst i 50-erne. Der var billet samarbejde med Simonsen Skive der kørte ruten Skive – Silkeborg. Men det betød jo samtidig, at der var dobbelt dækning ruten Sjørup – Skive.

 

 

 

En enkelt gang fik vi en tur med ”orlovsbussen” til Horsens, han, der normalt kørte turen havde bussen til reparation. Det blev mig, der skulle køre, for jeg havde familie i Horsens, så kunne jeg overnatte der og samtidig aflægge familiebesøg – og så havde jeg fri en hel søndag, noget ganske usædvanligt. Jeg skulle jo først køre fra Horsens søndag aften kl. 23.00, siger Hans og fortsætter: ”Det skulle dog vise sig at blive det, jeg betragter, som den værste tur jeg nogensinde har kørt”.

 

Det var meget koldt, temperaturen faldt til under 20 graders frost, der var en helt usædvanligt tæt rimtåge, der lagde sig på den isglatte vej, tågen var så tæt, at det virkede som en mur bare et par meter foran køleren.

 

Varmeanlægget i bussen kunne slet ikke gøre noget ved den kulde. Der lagde sig en ca. 1cm tyk is og rim på alle vinduer. Der var jo ikke defroster med varm luft, der var kun lidt motorvarme. Hans havde kun et stykke tøj med lidt isfjerner på, til at gnide forruden med, så der kunne blive et lille kighul. Hastigheden var på 20 – 25 km i timen, så bussen var på intet tidspunkt i højt gear på denne tur.

 

Soldaterne skulle møde senest kl. et, men vi var først fremme, da klokken var over tre fortæller Hans og fortsætter: ” Jeg gik naturligvis med ind i vagten for, at begrunde forsinkelsen. Der var vist unødvendigt, alle de andre busser var også forsinkede, for rimtågen havde lagt sig over hele Jylland. En lang og sej tur – heldigvis uden uheld - vi var nået frem”.

 

 

Bedford benzin indkøbt som ny i 1939. Christian Jensen yndlingsbus. Bemærk nr. pladen: T 319. Pladen var på en af de første busser Christian Jensen købte. Pladen gik i ”arv” og var i familiens eje i ca. 30 år. Bussen blev solgt i maj 1957 for 6.500 kr.

 

Jens Jensen arrangerede mange udflugter, det kunne være for private, foreninger, eller f.eks. mejerier, der havde udflugt for bestyrelser og mælkekuskene.

 

Der var også arrangementer hvor interesserede kunne ringe til Karen Jensen og bestille plads, bl.a. når Holiday on Ice gæstede Danmark, det var et meget populært show dengang. ”Jeg havde fornøjelsen af at opleve det utroligt flotte show to gange i Århus og en gang i Herning - der var jo en gratis billet til Chaufføren” fortæller Hans og fortsætter: ”En anden meget populær ting dengang var motorløbet på Løvel banen 2. pinsedag. Der var tradition for, at vi stillede bussen uden for på vejen, de, der ville med, kunne bare sætte sig ind. Jeg husker et år, at Volvoen til 36 personer slet ikke slog til. Hvad gør man så, når man står ene chauffør? Jeg kom heldigvis i tanke om, at jeg havde set, at Inga og Marius var på besøg hos Marie og Christian Jensen, jeg skyndte mig over og spurgte Marius, om han lige kunne tage med til Løvel, Bedforden til 21 personer stod i garagen. Begge busser blev fyldt op, og alle kom med til motorløb”.

 

I 1959 valgte Jens Jensen at sælge busser og ruter til Simonsen i Skive, der som tidligere nævnt i forvejen kørte ruten Skive – Silkeborg.

Hans betragter de tre år ved Sjørup – Bilen, som både de bedste og de mest spændende år i et langt arbejdsliv, dels fordi Jens var en meget behagelig arbejdsgiver og dels fordi arbejdet var spændende og afvekslende – ikke to dage var ens.

Karen og Jens Jensen foran bussen kort før salget.

 

”Jeg tror jobbet er meget forskelligt fra den gang til nu, man går ikke byærinder for folk, der er vist heller ikke så meget fragt – og endelig - dengang kørte vi med små busser med mange passagerer, nu kører man med store busser og få passagerer” slutter Hans Gregersen fortællingen om Sjørup – Bilen og rutebilchaufførens hverdag.

 

Både Jens og Hans fulgte med over i det nye selskab. For Hans blev det en kort visit, idet han købte Erhardt Sørensens lastbil og dermed startede som vognmand, senere købte han også Ingemann Jensens forretning.

Hans Gregersen fortsatte som vognmand i Sjørup til han gik på efterløn midt i 90-erne.         

 

Knud Søgaard

Kilder: Hans Gregersen og skrift af Marius Jensen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fjends Egnshistoriske Forening

Sponsorer

Æ Fjandboarkiv

  • Iglsøvej 5
  • 7850 Stoholm
  • Telefon: 87 87 35 29
  • mail@fjendsarkiv.dk
  • Åbningstid er torsdag kl. 13.00 - kl. 17.30
Dynamic-it leverandør af webshop

Vi bruger cookies, ved at du klikker dig videre til næste side, acceptere du hjemmesidens brug af cookies.
Du kan også acceptere cookies ved at klikke her