Anne Bendix datter

Anne Bendixdatter

brændt på Tinghøj i 1736

 

En gennemgang og tydning af gamle registreringer i de gamle kirkebøger kan ofte være en lidt ensformig affære, men en gang i mellem, når præsten har tilføjet nogle ekstra bemærkninger til de ellers ofte sparsomme oplysninger, kan en sådan læsning godt give anledning til nogen forundring og til en nærmere undersøgelse.

 

Nogle sådanne uddybende oplysninger findes tilføjet om Anne Bendixdatters død i Smollerup i 1736. Hun døde den 15. maj og blev henlagt i hyrdehuset indtil den 6. september, hvor hun blev båret op på Tinghøj og brændt, angiveligt fordi hun døde efter at have født et ”uægte” drengebarn, som i øvrigt også døde, kun 5 uger gammelt.

En lidt barsk behandling af et sådant tilfælde i forhold til nutidens retsregler og moral, og man kan godt undre sig lidt over den tids retshåndhævelse omkring barnefødsler uden for et ægteskab.

Begrebet ”uægte børn” var dengang betegnelsen for børn født uden for ægteskab, og i de ældste kirkebøger finder man også særskilte afsnit til registrering af dåbshandlinger for sådanne børn. Hvornår benævnelsen er opstået, er lidt uvist, men i Danske Lov fra 1643 finder man udtrykket i lovteksten.

Når man har talt om rettigheder, har børn født uden for et ægteskab formentlig altid spillet en særlig vanskelig rolle, og om deres rettigheder i arveforhold, og hvordan man har haft regler på dette område, kan man læse i de gamle ”Landskabslove”.

I Jyske Lov fra 1241, som menes at være nedskrevet med de regler, som dengang var sædvaneretslige i Jylland, ser man, at de første mange bestemmelser i loven omhandler fordelingen af formuer og arv og hvem der skal arve efter hvilke regler.

At kirken, der dengang var katolsk, også havde sat sit præg på lovens indhold, ser man bl.a. ved, at der indledningsvis bestemmes, at ”Et barn skal tage arv, hvis det bliver døbt, og ellers ikke”. Om ”ægteskab” er anført, at hvis man ville have sig en kone, skulle man anmode om hende hos hendes fader eller hendes søn, hvis han er fuldvoksen, eller hendes broder. Fandtes der ingen af disse, skulle han modtage hende af den nærmeste slægtning, men det skulle alt være med hendes samtykke og vilje.Hvis hun gav sig selv til ægte uden deres samtykke, ville de have rådighed over hendes ejendom, så længe hun levede. Ellers ser man ikke mange af kirkens budskaber, som man senere ser i Danske Lov.

Om børn, der var født af ugifte forældre ses flere bestemmelser. Et ”slegfredbarn” (uægte barn) skulle faderen føre til tinget og lyse på tinge, at det var hans barn. Faderen kunne så tilskøde barnet, hvad han ville give det, og barnet måtte beholde det og ikke mere. Hvis faderen lyste barnet ”i kuld” uden at tilskøde det noget, så ville det efterfølgende have krav på halvt lod i forhold til et ægtebarn. Havde en mand ”slegfredbørn”, og han senere ægtede moderen, så blev børnene alle ægtebørn, selv om de var født før ægteskabet.

”Slegfred” har formentlig været et almindeligt kendt begreb, idet der også i loven var medtaget en bestemmelse om, at hvis nogen havde ”en slegfred” i gårde hos sig i tre vintre og åbenlyst gik til sengs med hende, og hun rådede over lås og lukke og åbenlyst spiste og drak med ham, så skulle hun være hans ægtehustru og rette husfrue. En bestemmelse, som nok ikke har været givet af den katolske kirke, men som viser, at kirken på dette tidspunkt endnu ikke var kommet tæt ind på alle jyder.

Giftede en mand sig med en ”horkone” og fik børn med hende, da skulle børnene, hvad enten det blev bekendtgjort for den hellige kirke eller ej, altid være ægtebørn. ”Horebørn” tog ikke arv efter deres fader, selv om han tinglyste og tilskødede dem alt det, han kunne, medmindre han gav dem det i hænde, før han døde.

Utroskab eksisterede også dengang, og derom var der indføjet, at hvis en mand blev såret i horeseng med en anden mands kone, og han slap bort levende, men døde af sårene, så skulle han ligge på sine egne gerninger, og bonden skulle være sagesløs.

 Der findes således ikke i Jyske Lov bestemmelser om eller forbud mod et samliv uden ægteskab. Reglerne på området synes mere rettet mod hvem der i samlivet havde krav på formuerne, når de skulle fordeles, men også mod, at man skulle holde sig fra andres kvinder.

Anderledes kom det til at se ud i Danske Lov fra 1683.

Kirken var efter reformationen i 1536 blevet en integreret del af samfundet, og med Danske Lov fik danskerne en række uddybende bestemmelser, der var dybt forankret i bibelens moralske lære. Præsternes virke i lokalsamfundene var indgående beskrevet, og der var nu også indført et afsnit om bl.a. ægteskabet. Præsterne skulle bl.a. ”alvorligen forbyde de trolovede Personer at søge Seng sammen, før end de i Kirken i Egteskab retteligen blive samlede”

Ligeledes skulle alle børn døbes inden 8 dage, og ”Hore- og Slegfred-Børn” skulle altid døbes efter ægtefolks børn. At det var en alvorlig sag, at ”søge seng sammen” inden ægteskabet, kan også læses ud af bestemmelsen om løsagtighed, hvoraf det fremgår, at den som ”beligger” en kvinde skal bøde til sit herskab ”fire og tyve Lod Sølv”, og kvinden ”tolv Lod Sølv”, og begge stod til skrifte i kirken. Hvis de ikke havde midler til bøderne, kunne de straffes efter deres formue og med fængsel. Hvis de indgik ægteskab skulle han kun betale ”half femte Lod Sølv”, og hun ”half saa meget”, og samtidig blev de fri for skriftemålet.

Bevæger vi os nu lidt frem i tiden til Smollerup i 1735/36, hvor Christen Østergaard og Anne Bendixdatter havde ”søgt seng sammen” uden at have været gift med hinanden, må vi antage, at de begge har været vidende om, at det var strafbart, det de foretog sig. Der var på dette tidspunkt gået ca. 50 år efter Danske Lovs ikrafttræden, og præsterne har uden tvivl søndag efter søndag prædiket moral og anden lærdom i kirkerne.

Hvorledes det så ud i Smollerup By i 1736 vides ikke, men forholdene har formentlig ikke været meget anderledes end beskrevet i den nærmeste eftertid. I Smollerup sogn boede der i 1787 i alt 166 personer fordelt i 35 husstande, og heraf boede der i Smollerup By 46 personer fordelt i 9 husstande. I byen var der ikke i 1787 som mange andre steder ansat en hyrde, og man må tro, at der heller

ikke har været det i 1737, ud fra den betragtning at Annes lig var henlagt i ”hyrdehuset” fra den 15. maj til den 6. september.

Om Smollerup By nævner en beskrivelse fra 1777, at der på marken ligger tre høje i en triangel, kaldet ”Tinghøye”, hvor der ”fordum er holdet Ting under aaben Himmel”. På byens hede, Smollerup Hede, ligger to store ”Begravelseshøye, kaldet Roders- og Grimershøy”, hvor i to høvdinger Roder og Grimer ligger begravet. Kirken ligger uden for byen. Præsten boede også dengang i Daugbjerg.

Kirkebøgerne for sognet findes tilgængelige fra 1701, og ved en gennemgang af disse, kan man finde flere optegnelser om Christen Østergaard, men ikke om Anne Bendixdatter. Christen kom til Smollerup fra Sparkær og blev trolovet den 12. aug. 1717 med pigen Johanne Jacobsdatter, der var fra Smollerup, og som tilsyneladende var datter af den ene af fæsterne på ”Smollerupgaard”. De blev gift den 1. nov. samme år. Han var på dette tidspunkt 29 år og hun var 22 år.  Han har efterfølgende overtaget fæstet på gården Østergaard, og benævnes herefter Christen Østergaard, selv om hans oprindelige navn var Christen Nielsen. De første år benævnes han dog ligeledes som værende fra ”Smollerupgaard”

 

Det følgende år fødte Johanne sønnen Niels, og de efterfølgende år fødte hun endnu 7 børn, hvoraf 3 døde som små. Det sidste barn var dødfødt og blev begravet den 9. maj 1731, og Johanne døde kort tid efter og blev begravet den 20. maj samme år, 36 år gammel. Christen Østergaard blev således enkemand i maj måned 1731, hvor han selv var 43 år, og af hans 8 børn levede de 4, nemlig 1 søn, det ældste barn Niels på 13 år, og 3 døtre Anne, Johanne og Maren på henholdsvis 11, 8 og 3 år.

Tirsdag den 15. maj 1736 døde Anne Bendixdatter i Smollerup. Hun må på en eller anden måde have været tilknyttet familien på Østergaard, men oplysninger om hende selv eller om hendes hjemsted findes ikke anført i kirkebøgerne. Et drengebarn, hun havde født, ses under ”Uægte børn” hjemmedøbt den 16. maj, og fremstillet i kirken den 21. maj, som ”Christen Christenssøn”. En samtidig påtegning lyder på, at Christen Østergaard og hans søn er udlagt til barnefader af ”Anne Bendixdatter, som tilforn er dømt til brand”. I ”Dødebogen” ses efterfølgende at ”Christen”, Christen Østergaard og Anne Bendixdatter uægte søn, døde 5 uger gammel og blev begravet den 24. juni.

På samme side findes påtegningen om Anne Bendixdatter, og den fortæller, at hun var kvinden, der havde ”utugtig omgængelse” med Christen Østergaard og søn, at hun døde den 15. maj og blev fordømt til bål og brand, og at dette var eksekveret den 6. september norden for Smollerup Sogn. I den anden af kirkebøgerne ses en lidt anderledes påtegning: ”15. maj døde Anne Bendixdatter i Smollerup og blev liggende i hyrdehuset til 6. sept., da hun blev udført af natmanden og brændt ved Tinghøjen nord for Smollerup”.

 

Natmanden må have ført liget af Anne Bendixdatter op på Tinghøjen ad denne vej, som havde et tilsvarende forløb i 1700-tallet gennem Smollerup.

Tinghøjen

En sådan efter datidens opfattelse meget syndig forseelse skulle normalt forfølges ad flere kanaler, nemlig ad den gejstlige gennem kirkens hierarki og ad den verdslige gennem de implicerede personers ”herskab”. For Christen Østergaard og sønnen Niels Christensen fandt sagen sin afgørelse i retten, hvor Christen måtte bøde med hele sit ”Boeslod” (sin nettoformue) og sønnen Niels med 12 rigsdaler.

Som de sidste påtegninger om sagen ses i kirkebogen under Åbenbare skriftemål:  1736, ”den 9. december, Christen, Christen Østergaard af Smollerup udlagt til barnefader af Anne Bendixdatter”,1737, ”den 19. maj”, en påtegning om Niels Christensen Østergaard, som er vanskelig at tyde, og hans medvirken i gerningen kendes ikke. Disse påtegninger skal formentlig forstås således, at både Christen Østergaard og sønnen Niels Christensen Østergaard på dette tidspunkt har skriftet i kirken.

2 liv var afsluttet, Anne og hendes søn Christen. Anne blev brændt på bålet og Christen blev begravet på Smollerup kirkegård. For dem var intet tilbage. De 2 øvrige, nemlig Christen og sønnen Niels kunne betale sig fra det og efter at have skriftet i kirken, var de tilbage i menigheden og i samfundet igen.

Christen Østergaard forblev på gården i Smollerup, hvor han døde den 14. dec. 1767, 79 år gammel. Hvad der senere blev af sønnen Niels er ikke undersøgt.

Tilbage er spørgsmålet om Anne Bendixdatter. Hvem var hun? Hvor kom hun fra, og i hvilken anledning  opholdt hun sig i Smollerup? Svarene har ikke kunnet findes. Hun ses ikke registreret i pastoratets kirkebøger (Daugbjerg, Mønsted og Smollerup) og ej heller i nabosognet Feldingbjergs kirkebøger.

Hun kunne efter datidens regler ikke begraves på kirkegården fordi hun ikke havde skriftet i kirken, men hvor var hendes pårørende, og hvad har de måske kunnet gøre, også overfor barnet? Har hun været husholder på Østergaard, eller har hun blot været på ophold? Har hun måske været hyrdepigen? Hun blev jo efterladt i hyrdehuset, og måske er det derfor, at Smollerup ikke senere havde en hyrde!

Flere spørgsmål lader sig ikke umiddelbart besvare!

Enevældens retsregler uden hensyntagen til den sociale praksis, som bl.a. præsterne i de enkelte sogne var sat til at overvåge, er for længst ophørte, men set tilbage med baggrund i nutiden, synes der at have været udvist en betydelig umenneskelig behandling. Røgen fra Tinghøj har for længst lagt sig, og de pårørendes savn er for længst forsvundet. Kun Tinghøj står der endnu, som et fredet minde i Stoholms nordlige udkant.

Bjarne Nørgaard

 

Smollerup

 ”Smollerupgaard”, der oprindelig var en stor hovedgård under bispesædet i Viborg og efter reformationen (1536) under kronen og Hald Len, blev efter 1664, hvor den blev solgt til ejeren af ”Lundgaard”, opdelt i 2 gårde (1 fæster med 1/3 og 2 fæstere med 2/3) og efterfølgende i 3 gårde med hver 1/3.

Østergaard lå som den østligste af gårdene i Smollerup og var den ene af de tre gårde efter ”Smollerupgaard”.

De to øvrige gårde ses på skitsen som de to nærmest sammenhængende gårde i nærheden af Østergaard, men helt op til vejen.

Benævnelsen ”Smollerupgaard” synes at ophøre et stykke inde i 1700-tallet

 

 

 

 

Fjends Egnshistoriske Forening

Sponsorer

Æ Fjandboarkiv

  • Iglsøvej 5
  • 7850 Stoholm
  • Telefon: 87 87 35 29
  • mail@fjendsarkiv.dk
  • Åbningstid er torsdag kl. 13.00 - kl. 17.30
Dynamic-it leverandør af webshop

Vi bruger cookies, ved at du klikker dig videre til næste side, acceptere du hjemmesidens brug af cookies.
Du kan også acceptere cookies ved at klikke her