Efterårsskrift 2018 - introduktion

Nye Fjends historier

Fjends Egnshistoriske Forening har igen udgivet et hæfte med forskellige historier fra egnen samt omtale af efterårets arrangementer.

I hæftet kan man blandet andet læse om Hedebonden Martin Martinussen og hustruen Petrine Marie. I år 1900 købte det unge par en forfalden ejendom på Tastum hede på 20 tønder land, hvoraf en del endnu ikke var opdyrket, Martin havde opsparet 1500 kr. som tjenestekarl, der blev brugt som udbetaling på ejendommen, som det lykkedes parret, ved et ufatteligt hårdt slid og sparsommelighed, at få sat skik på. Samtidig måtte Martin arbejde for andre og Petrine syede for folk for at klare det allermest nødvendige for familien, der voksede med 12 børn, som det blev til.

Historien fra Hagebro kro handler meget om det at være barn i 40’erne og 50’erne. Sønnen Poul Søgaard, der fortæller historien, havde stort set ingen pligter, hvilket var ret usædvanligt på den tid. Poul fortæller om de andre børn i Hagebro, blandt mange andre Asger Mørk, drengene fra ”Villaen” og Ib Svenningsen, hvis forældre flyttede til Hagebro med deres 20 m2 store træhus, da de mente, der var for meget ”Klondike” i Resen i 1950.

Poul Søgaard og vennen Asger Mørk, (t. h.) og storesøsteren Meta  der arbejdede på kroen til hun sammen med sin mand, Jens, byggede Pensionat Ådalen først i 60’erne.

Poul Søgaard fortæller om deres lege, og hvad de ellers foretog sig lige fra sejlads på Karup Å i kroens robåd til etablering af ”Hagebros Zoologiske have” og ”Vilde ridt” som indianere på hestehandlerens heste, her var Frida Mørks blændende fortællinger om Prærieindianere og ”Hjorte dræber” inspirationskilde. Absolut ikke det hele var vellykket i de voksnes øjne. 

Poul Søgaard nyder livet på engen.

 

I bladet er der en gennemgang af de mange fælles frysehuse, der blev etableret i Fjends fra sidst i 40’erne til midt i 50’erne. Enkelte af husene eksisterer endnu, blandt andre Gammelstrup hvor huset er overtaget af vandværker og står flot og præsentabelt. Er der nogen der har flere oplysninger og eventuelt foto af frysehusene, vil vi gerne modtage det på arkivet.

Frysehuset i Gammelstrup der blev til Vandværk

 

Der er en lille omtale af foreningens nye hjemmeside, der kan findes på:

www.fjendshistorier.dk

 

Hæfterne omdeles til foreningens godt 330 medlemmer, og kan købes for 30 kr. på Fjends Folkeblad, biblioteket og hos bestyrelsen.

 

Nye medlemmer er meget velkomne, send blot en mail til oda@thomsen.dk

Som medlem bidrager du til at bevare den lokale historie, og du modtager foreningens to årlige udgivelser.

 

 

 

Fjends Egnshistoriske Forening

Sponsorer

Æ Fjandboarkiv

Dynamic-it leverandør af webshop
cookie ikon

Vi bruger cookies, ved at du klikker dig videre til næste side, acceptere du hjemmesidens brug af cookies.
Du kan også acceptere cookies ved at klikke her