Daugbjerg Mose

Hvad moserne gemmer.

 

Tørv fra moser har været brugt som brændsel i de nordiske lande i årtusinder. En af de første beretninger om dette, har vi fra Plinius den ældre (23-79 e. Kr.) Han var med det romerske militær i Germanien og beskrev senere, at den lokale befolkning ”med deres hænder graver dynd op, som de tørrer mere ved vind end ved sol, og med jord som brændsel varmer de deres føde og deres af nordenvinden stivfrosne legemer”. Ved tørvegravning i Danmark er da også fremkommet tørvegravningsredskaber, der er dateret til et par århundreder f. Kr.(ældre jernalder). 

 

I gennem århundrederne er der blevet gravet tørv mange steder, men først i slutningen af 1800-tallet blev produktionen af tørv mere intensiv, og især mangelsituationen under de to verdenskrige i henholdsvis 1914-18 og 1940-1945 satte skub i tørvegravningen. Tørven er et resultat af flere hundrede års ophobning af døde plantedele i moser. Plantedelene er ikke rådnet væk, da de har været under vand og derfor ikke har fået ilt til forrådnelsesprocessen. Det samme gælder alt, hvad der er blevet tabt eller direkte begravet i moserne. Moserne kan inddeles i fire, højmoser(sure), lavmoser(kalkholdige), en overgangsform og egentlige engområder. Højmoser er rigtig gode til at bevare uld, læder og menneskelig, mens metaller og ben bedst bevares i lavmoser. En mose kan vokse med op til 15 mm om året, men efterhånden som tørvelaget vokser, bliver de underliggende lag klemt sammen til cirka en millimeter pr. år.

Mange interessante ting er formentlig gået tabt ved den intensive tørvegravning, men uden gravningen havde vi heller ikke fundet moseligene.

Søgård Mose ved Daugbjerg

Som nævnt ovenfor blev der især under verdenskrigene gravet mange tørv. På den tid gravede næsten alle ejendomme på landet selv deres forbrug af tørv, men mosen i Søgård var ejet af landinspektør Balling Engelsen i Skive og gårdejer Martin Christensen, Sjørup, og her foregik en egentlig industriproduktion af tørv til videresalg.

Den 16. juli 1942 gjorde tørvegraverne et stort fund i mosen i Søgård. De stødte ofte på træstykker, men denne dag havde en af arbejderne med sin spade ramt noget, der i første omgang lignede en sæk. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at det drejede sig om dyrehud, og at der inden i var menneskedele. Fundet blev meldt til politiet i Viborg, der ikke lige umiddelbart kunne sige, om det var en forbrydelse fra nyere tid, eller det var noget fra oldtiden. Det var ikke første gang at der var fundet menneskedele ved tørvegravning, men dette fund var meget velbevaret i forhold til tidligere.

Da det ikke var muligt af få forbindelse til formanden for Viborg Stiftsmuseum, blev det i stedet Skive Museums kustode, A.C. Ramsdahl, der blev kaldt til mosen ved Daugbjerg. 

Ramsdahl skyndte sig til Daugbjerg, først på cykel, men han blev indhentet af journalister i bil og kom med dem til Daugbjerg. Det var vigtigt at få fundet op af mosen så hurtigt som muligt, både for bevaringen af fundet, men også for at produktionen af tørv ikke skulle ligge stille for længe.

Da Ramsdahl ankom var fundet stadig i mosen, men der var allerede sket stor skade på liget, da det lå totalt afdækket. Ramsdahl fik en træplade skubbet ind under liget, så det kunne løftes op af mosen og lagt i en trækasse. Liget blev pakket ind i våde tørv og sendt til Nationalmuseet, som tog sig af konserveringen af mosefundet.

Ramsdahl var overbevist om at det var et kvindelig, da det havde et langt sort hår. Liget var ret velbevaret og så ud til at være iklædt en broderet kjortel. Ramsdahl mente, at hun nok havde været ca. 30 år, da hun døde. Huden var næsten intakt, mens kødet under huden flere steder var væk. 

Udover liget blev der også fundet spader, årer og nogle stykker af en træplov.

 

Endnu et fund.

I foråret 1944 dukkede der igen et fund op i mosen ved Daugbjerg. Gravearbejdet var lige kommet i gang efter vinterpausen, da der den 17. april lige før fyraften dukkede noget tungt op i dyndet i bunden af mosen. Den ene ejer, Martin Christensen, Sjørup, ledede selv arbejdet i mosen, stoppede al gravning og sendte straks bud til museet i Skive. Endnu engang måtte Ramsdahl haste til Søgård Mose.

Igen var det et lig eller rettere dele af et lig der dukkede frem fra dybet. Dette fund lå 2.2 meter under mosens overflade, hvorimod det første fund kun lå i en dybde af 1.2 meter. Da liget lå ind under en brink var det ret vanskelig at få fundet gjort fri.

Denne gang var det et menneske med kort hår og deraf sluttede museumsfolkene at det måtte være en mand, der var fundet. Desværre var det kun hans hænder og den ene fod, der var velbevaret, resten af skelettet var smuldret væk. Det skulle siden vise sig at være et meget specielt og sjældent fund, tørvearbejderne havde gjort i mosen, kun 200 meter fra hvor det første moselig i Daugbjerg blev fundet.

 

 

 

Nationalmuseets undersøgelse af moseligene.

Den første rapport fra Nationalmuseets undersøgelse af det første lig fortalte, at ligets bløddele var rådnet væk, og at man ikke fandt de indre organer. Derimod var brusk og ledbånd velbevarede, alderen var, som Ramsdahl havde ment, cirka 30-35 år, slidte tænder, cirka 170 cm høj og en mand, selv om han havde haft langt hår. I nogle dele af Nordeuropa var det på mode med en såkaldt sveberknude hos mænd. En sådan frisure kræver langt hår.

Liget blev sendt til medicinsk undersøgelse, men først efter at alle bløddele var fjernet, så en egentlig kønsbestemmelse af fundet var ikke mulig. Udover liget blev der fundet et par sko, et skindslag, skindstykker og en sammenrullet snor. Den ene kappe blev i 1981 ved hjælp af kulstof 14 metoden dateret til år 135 før Kristi fødsel.

Ved undersøgelsen af liget blev den broderede kjortel slet ikke nævnt og var tilsyneladende forsvundet. Senere er der dukket et stykke tekstil op på Nationalmuseets magasin , som ikke kan knyttes til hverken fund eller sted. Tekstilet minder om en sæk, der er åben i begge ender og med reparationer, der umiddelbart kan minde om broderi. Er det Daugbjergmandens forsvundne kjortel? Tidsmæssigt overlapper de to fund hinanden, men med de nutidige metoder kan det ikke bekræftes at de to fund er fra samme mose.

Det andet lig fra 1944 var, som nævnt, næsten opløst, men ved de få ligdele fandt arkæologerne en kappe af fåreskind, en kofte af kalveskind samt ikke mindst to vævede bensvøb, stadig bundet om underbenet på den afdøde. Netop disse uldne bensvøb gør fundet ret enestående, ikke mindst fordi der her var dokumentation for brugens af disse tøjstykker. Bensvøb kendtes ellers kun fra afbildinger og med senere dateringer fra andre europæiske lande. For få år siden blev forskere opmærksomme på endnu et fund af et sæt bensvøb. Dette par er ganske vist repareret og syet sammen til et lille tæppe. Det blev fundet ved tørvegravning i 1887 i Thorup Mose i Simested Sogn, svøbt om et lille barn ofret til mosen. Dette fund befinder sig på Viborg Stiftsmuseum, hvor det er udstillet i oldtidsudstillingen.

Hvordan er disse mennesker endt i mosen

Som nævnt ovenfor var tørvearbejderne ikke helt sikre på, om det var et nutidigt menneske, om de her havde resultatet af en forbrydelse, eller om det var et menneske fra oldtiden.  Også ved andre fund af lig i moser, har politiet været tilkaldt, da nogle af ligene har været meget velbevarede efter næsten 2000 år i mosens dyb.

En teori har været, at det måske var kriminelle, der var blevet slået ihjel og derefter kastet i mosen. Mange af moseligene har da også været deforme, da de dukkede frem af dyndet. Men den teori holder ikke helt. Som det kunne ses hos ligene i Søgård mose, var der ofte dyrebare skindkapper, sko eller lædersnore nedlagt ved moseliget. Den nok så berømte Grauballemand var endda blevet begravet i en udgravet grav i mosen og omhyggeligt lagt i sovende stilling. Andre moselig, som dem i Søgårds Mose, var nedlagt på et leje af kæruld. Jernalderfolket ville næppe have udvist en sådan omhyggelig hed, hvis ligene havde været nogle almindelige forbrydere. Igen kan vi støtte os til samtidige kilder, hvor romerne observerede folkeslagene i nord. Om et stammefolk skriver Cornelius Tacitus i år 98 efter Kristus, at de et helligt sted ”fejrer med et menneskeoffer på de forsamledes vegne den grufulde begyndelse til deres barbariske kult”.

 

Om alle moseligene har fået en pludselig død eller er død af naturlige årsager vides ikke. Det eneste moselig, der har en kendt dødsårsag, er Grauballemanden - hans hals var skåret over fra øre til øre. Tollundmanden formodes at være hængt, da han blev fundet med et læderreb om halsen. Hvorfor var Grauballemandens hoved så deform, da han blev gravet frem? Han havde også flere knoglebrud, der kunne tyde på grov vold. Nye teorier peger dog på, at mosens tryk og bevægelse har skævvredet hovedet, brækket og knust knoglerne.

Moseligenes bevaringstilstand kan være afhængig af den årstid, hvor de er nedlagt i mosen. Christian Fischer, museumsleder på Silkeborg Museum mener, at de bevarede moselig er nedlagt i moserne om vinteren eller først på foråret, hvor mosevandet er koldest. I steder for at gå i forrådnelse er en konservering gået i gang.

 

Fundene fra Søgård Mose befinder sig på Skive museum.

 

Kilder og litteratur

Ficher, Christian, Tollundmanden. Gaven til guderne. Mosefund fra Danmarks forhistorie.

Hald, Margrethe, Olddanske tekstiler

Jacobsen, Christian, Skærver, tegl og mosetørv, råstoffer på Viborgegnen

Mannering, Ulla m.fl., Om datering af mosefundne lig og beklædningsdele i KUML 2009

Pedersen, Margit, Genbrug i jernalderen i Viborg bogen 2008

Simonsen, John, Daugbjergmanden – et menneskeoffer fra tidlig jernalder?

Viborg Stifts Folkeblad 16. og 17. juli 1942, 18. april og 9. maj 1944 og 5. maj 1954

Viborg Stiftstidende 17. og 18. juli 1942 og 18. april 1944

 

 

Fjends Egnshistoriske Forening

Sponsorer

Æ Fjandboarkiv

  • Iglsøvej 5
  • 7850 Stoholm
  • Telefon: 87 87 35 29
  • mail@fjendsarkiv.dk
  • Åbningstid er torsdag kl. 13.00 - kl. 17.30
Dynamic-it leverandør af webshop

Vi bruger cookies, ved at du klikker dig videre til næste side, acceptere du hjemmesidens brug af cookies.
Du kan også acceptere cookies ved at klikke her